Hej med jer
I morgen manddag den 13 kl. 19.00 har vi
bestyrelsesmøde i Landsbyforeningen for Almsted, Notmark og
Hundslev. Det er hos Anders Brandt, Søndergade 13.
Vi håber, at så mange som muligt vil deltage.
Vi har haft det første møde hvor vi konstituerede os med:
Formand Anders Brandt
Sekretær Jeanette Brammer
Kasserer Ole Jøker Nissen
Vi har talt om Notmark Gl. Skole og hvad vi skal bruge den til. Ole vil indkalde til et brugermøde, så vi kan høre de forskellige interesser.
Mest tid brugte vi på at behandle Landsbyplanen for de tre landsbyer. Det er bestyrelsens holdning, at planen begrænser for meget. Især for husene fra før 1920. Vi kunne nævne flere eksempler på huse fra før 1920, som er ændret så meget, at det ikke er rimeligt at kræve, at fremtidige ændringer skal være i overenstemmelse med tid og byggestil. Udgiften hertil vil ikke stå mål med værdien af ændringen. For nogle vil det betyde, at de må sælge huset.
Vi har haft møde med Borgmester Åse Nygård, Tage Petersen, HC Nielsen og Sven-Erik Vad om Landsbyplanen. Alle var meget forstående over for den kritik vi fremførte, og vi gennemgik planen. Hele afsnit 7 bliver omarbejdet, så den bliver vejledende i stedet for de krav, der er opført. Vi bad også om, at der skal være mere vide rammer for brug af gamle avlsbygninger end skrevet i planen. Vi vil få planen til gennemsyn igen inden vedtagelsen. Borgmesteren lovede, at den blev vedtaget i år, om de så skulle holde et ekstra møde.
Kommunen er indstillet på at Notmark gl. Skole skal bruges så meget som muligt. Da den er med i Landsbyplanen kan den ikke bruges til andet formål (salg) uden at ændre planen. Landsbyplanen er således en beskyttelse af Notmark gl. Skole som vores samlingsted.
Ole Jøker og jeg var med til møde på Fjordhotellet,
hvor landsbyforeningerne/rådene/laugene blev sat ind i en kommunal ramme. Det fremgik at Storkommunen har prioriteret udvikling i landdistrikterne meget højt. Vi er godt stillet hvad det angår. Der bliver nedsat et udvalg under kulturudvalget, som skal være paraply for alle landsbylaugene. Dette udvalg skal gerne have medlemmer fra andre stående udvalg eks. Teknisk Udvalg, så der er en relevant og nem kommunikation.
Ole Jøker vil deltage i det videre arbejde.
Det er en forudsætning for at få del i de penge, der er afsat, at vi selv er aktive og laver projekter, hvortil vi kan søge penge. Der er foreløbigt afsat 400.000 kr til projekter og 100.000 til administrative udgifter i forbindelse med landsbyrådene.
For at søge penge, er det nødvendigt at have projekter. Vi har mange projekter klar i de planer fokusgruppen lavede. Vi er således langt fremme, men det kræver sit, at få det i gang, så derfor mangler vi hænder til at føre planerne ud i livet. Derfor håber vi, at så mange som muligt, møder op på mandag eller næste møde, som er den 20. november. Man kan allerede melde sig nu til forskellige aktiviteter.
Poul Harald Holm har meldt sig til at være med til at lave et loppemarked igen næste år.
Tilmeld dig mødet på mandag eller næste mandag til mig: anders@hundslev.dk
Venlig hilsen
Anders Brandt